Diplomati eller vold? - Et kritisk blik på rationalisme i håndteringen af ​​aggression

Diplomati eller vold? - Et kritisk blik på rationalisme i håndteringen af ​​aggression

Mange mennesker, der forstår sig selv som rationelle og oplyste, har en tendens til at blive pasifistiske holdninger. Diplomati, de -calation og ikke -vold betragtes som civiliserende resultater -og i mange situationer løser de konflikter mere bæredygtige end rå vold. Imidlertid har dette perspektiv et farligt blindt punkt: Der er skuespillere, der ikke reagerer på fredelige signaler, men snarere forstår dem som en invitation til at udnytte.

Illusionen om universelt diplomati

Rationelt tænkning er folk ofte afhængige af argumenter og forståelse. Problemet: De, der udelukkende handler diplomatisk og kategorisk udelukker vold, afslører en svaghed. For skrupelløse voldelige gerningsmænd eller brutale rackets er ikke en værdi, men et svagt punkt. De tester grænser og fortsætter, så længe der ikke finder sted nogen konsekvent modstand.

Kloge kriminelle

Gerningsmænd, der klogt skjuler deres hensynsløshed bag en facade, er endnu mere problematiske. De giver sig selv venlige, taler om samarbejde - og forfølger kun deres egne interesser. Enhver, der giver dem til dig, at vold ikke er en mulighed allerede har mistet: den modsatte side ved, at selv i en nødsituation er der ikke noget effektivt forsvar.

Intelligens som en forudsætning for diplomati

Diplomati kræver en minimumsstørrelse af kognitiv og følelsesmæssig modenhed. Det kræver empati for at få evnen til at sætte sig i situationen for modstykke og en forståelse af lange konsekvenser. Men ikke alle har disse færdigheder.

En religiøst motiveret kniv fungerer for eksempel i en ideologisk vrangforestilling, hvor argumenter ikke har nogen virkning. Sådanne gerningsmænd kommer ofte fra sociale og kulturelle miljøer, hvor uddannelse, kritisk tænkning og kognitive færdigheder næppe fremmes. Deres intellektuelle horisont tillader ikke komplekse kæder af argumenter eller empati-baseret handling overhovedet at blive behandlet. Imidlertid kræver diplomati nøjagtigt disse færdigheder - hvor de mangler, falder enhver appel af fornuft.

Meget forskellig fra de sofistikerede forretningsfindere: Han forstår meget godt sproget om diplomati og udnytter det på en målrettet måde. Han lytter, giver godkendende ord, holder udseendet af samarbejdet - mens han forfølger sine mål uforstyrret i baggrunden. For ham er diplomati ikke et middel til kommunikation, men et værktøj til bedrag.

Vold som ultima -forhold

Den centrale afhandling: Vold er sjældent den bedste løsning, men nogle gange den eneste funktion. Mod skrupelløs gerningsmand, der hverken anerkender moral eller grund, er hun fortsat sidste instans for at afværge skader. Diplomati fungerer kun, hvor der er et minimumsniveau af bilateral rationalitet og god vilje.

En rationel håndtering af konflikter betyder ikke at ære vold. Det betyder dog at genkende virkeligheden: fredelige signaler kan udtrykke styrke - eller svaghed. Enhver, der frarøver sig alle muligheder ved kategorisk at udelukke vold, risikerer at blive en spilbold af skrupelløse skuespillere. Real rationalitet kræver også tænkelig tænkning: Diplomati, hvor det fungerer - og hårdhed, hvor det er uundgåeligt.